Vores sidste dag i Hanoi for denne gang – og i Vietnam i det hele taget – gik med et par småindkøb. Vi havde ellers planer om at besøge Litteratur-museet, men valgte i stedet bare at trisse rundt og nyde stemningen i denne helt igennem fantastiske og overvældende by med de venlige lokale indbyggere.
I hele byen bygges der nye høje huse af forskellig arkitektonisk kvalitet. Man ser gamle faldefærdige rønner læne sig op ad nybyggede beton/glashuse. Der er så mange smukke bygninger, der med en kærlig hånd eller to kunne blive virkelig flotte igen. Det franske islæt fra kolonitiden er tydelig, og jeg håbet så meget, at man finder en løsning, hvor noget af fortidens arkitektur bevares. Det er lidt underligt, at landet var en fransk koloni indtil året før jeg blev født.
Trafikken i Hanoi har jeg før nævnt – noget af det mest kaotiske, men alligevel er der et vist system i kaos. Det bliver så spændende, når alle disse scootere bliver el-drevne.
Vi fik købt de sidste knive – har nu så mange, at vi kan åbne en mindre knivforretning på Vesterbro 😊 Vi fandt dem hos den sødeste dame, der på mystisk vis også fik gravet en stor skræddersaks frem til mig. Den bliver jeg glad for.
Vi købte også en tynd rygsæk, der ikke fylder ret meget sammenfoldet. Jeg har godt nok en af slagsen derhjemme, men det hjælper jo ikke her 🙃 Noget skal vi have vores ting i.
Der er meget, vi kommer til at savne, men den opbyggelige sang og tale hver morgen præcist kl 7, kommer vi ikke til at savne. Heller ikke den sang, der fulgte med skraldevognen, skal vi have med hjem. Vores skraldemænd skulle nødigt få ideer.
Allan har længe kigget efter en t-shirt, som han kan bruge til gymnastik. Endelig fandt han en, som kom gennem nåleøjet og fundet god nok til herren. De havde ikke lige hans mange gange X størrelse, men sælgeren hoppede hurtigt på sin scooter og bad ham vente i fem min. Hun skulle åbenbart hente den på sit fjernlager. Imens blev Allan underholdt af en ældre dame, som ikke kunne et ord engelsk, men tror de forstod hinanden alligevel.
Vietnam har i den grad taget os med storm, så mon ikke vi kommer igen, hvis helbred og mobilitet tillader det. Det er et land, man aldrig bliver færdig med at udforske. Vi er så glade for, at vi når at opleve det, mens vi stadig kan.
Nu glæder vi os til at møde gode venner i Karon Beach og er spændte på, hvordan overgangen til Thailand bliver.
