Mere Thailand

Her kommer de stemningsbilleder, der manglede i sidste blog.


Dagene her er flydt lidt ud i et – svært lige at huske, hvilken ugedag det er. Livet er gået i slowmotion pga varmen, og at det faktisk er badeferie.

For nogle dage siden blev vi enige om at tage til Fredom Beach og snorkle. Det er faktisk slet ikke nemt at finde egnede områder til det, da bølgerne er virkelig høje ved de fleste steder. Men vi havde hørt meget godt om Fredom, så afsted det gik i en Grab. Da vi endelig nåede frem efter godt en halv times kørsel, fik vi at vide, at stranden var lukket. Vi gættede på mange grunde såsom de blå knap-gobler, rødt flag osv. Men uanset grunden, måtte vi vende om og køre hjem. Forklaringen viste sig at være en større politiaktion på stranden. Men pyt – der er altid et sted at hænge ud.

Her er vi på vores yndlingssted Sweet Chilli, der både laver god mad og serverer kolde drikke.

Dagen efter tog vi en tuk-tuk til et udsigtspunkt, som skulle være et flot sted. Vi fik tildelt den ældste tuk-tuk i Karon, og den var ikke glad for at trække fire fuldvoksne europæere op ad bjerget. Nogle gange overvejere vi at stå ud og skubbe 😊 Det var hele turen derop værd. Så smuk en udsigt, at billeder ikke er retfærdige mod den. Da vi kom tilbage, fandt vi ind et sted, hvor unge piger stod på rad og række og vinkede hele tiden, for at få kunder i restauranten. Trist. Men vi blev belønnet med en af de mange fantastiske solnedgange, mens vi nød vores sene aftensmad.

Vi havde ikke helt opgivet snorkling, så dagen efter tog vi til Rocks, der ligger i den sydlige del af vores strand. Der er en del klipper i vandet, og så er de som regel lidt fisk at kigge på. Der viste sig også at være fisk, men det var simpelthen for farligt at snorkle der, da bølgerne var så store og strømmen så kraftig, at der var risiko for at slå sig på klipperne. Vi blev enige om at udsætte snorkling til den sejltur, vi havde bestilt til formålet.

Vi havde booket en sejl- og snorkletur i en gammel træbåd, som ejes af en svensk kvinde, der har boet i Karon i mange år. Hun var her under tsunamien, og som for så mange andre, forsvandt hendes job med katastrofen. Så hun startede forfra med at købe den gamle båd, og med økonomisk hjælp fra familie og venner fik hun den sat i stand. Nu sejler hun så med os turister. 

Det var en virkelig skøn tur, selv om vi ikke kunne snorkle på det ene stop. Der var for mange af de blå gobler, så de turde ikke lade os gå i vandet. Alle skulle for øvrigt iklæde sig en svømmevest eller et af de lange ‘rør’, man kan have under armene. Det virkede lidt underligt, men der har åbenbart været flere ulykker, så nu er det et krav. Ret betryggende, synes jeg, for flere steder er strømmen ret stærk, så rart med lidt ekstra sikkerhed, hvis man skulle komme i knibe. Vi klarede os alle 😁

Vi fik dejlig mad ombord, og drikkevarer kunne købes. Det gjorde især en svensk kvinde brug af i ret voldsom grad, så hun havde lidt problemer med at gå lige på landgangen 🙃

En ny lov om forbud mod fodring af fisk er trådt i kraft for nylig. Så hvis man bliver taget i at smide brød eller andet mad ud til fisk, kan man risikere fængselsstraf. Vi undlod at tage chancen. 


I skrivende stund er der kun et par dage, til vi efter planen er tilbage i Danmark. Det er en lidt underlig blanding af at glæde sig til at komme hjem, og vemod ved at forlade varme og skønt badevand. Men måske bliver det helt rart med lidt kølighed igen.