Nhuan Du

De første billeder viser bare lidt af stemningen her – og at vi hygger os.

Vi havde flere gange set en scooter køre forbi med et højt stativ på – vi var noget uenige om, hvad der hang på stativet. Jeg mente tørrede fladfisk. Ikke helt rigtigt og altså heller ikke helt forkert. På vejen hjem fra byen kom vi forbi en af slagsen, der holdt parkeret på fortovet. Så fik vi opklaret det – han solgte tørrede blæksprutter. Allan skulle selvfølgelig smage, så sælgeren fandt et eksemplar frem, gav den nogle ordentlige tæsk med en kølle (den var altså død i forvejen 🤣). Derefter blev der skruet op for det lille grillblus, og kræet blev vendt og drejet over ilden.

Endelig klar til prøvesmagning – og det smagte ganske forfærdenligt!! Der er ikke meget, jeg ikke kan spise, men denne sprutte smagte af brændte fjer og noget andet udefinerbart og var tør som spånplade, så det blev kun til smagsprøven for mig. Der var heller ikke jubel at høre fra de andre, og jeg tror Allan denne gang så bort fra principperne imod madspild 🙂

Apropos scootere. Der er godt 100 mill indbyggere – og godt 77 mill scootere – i Vietnam. Der skal ikke meget hovedregning til for at regne ud, at de fylder – selvfølgelig ikke som biler, men de skal jo være et sted, mens ejerne er på arbejde eller ude at handle. Derfor parkeres der på fortovene, så de gående må ud på gaden. Og parkeringsvagterne sidder på små stole og passer på hvert deres område og indkasserer p-afgiften. Ikke noget med elektroniske licenser her.

Scooteren bruges til al form for transport – varer som mennesker. Familier på to voksne og 2-3 børn kan sagtens være på samme scooter. Nogle har babysæde monteret mellem styret og sædet – andre har baby på armen og styrer med den anden. Fascinerende at se på, men også noget angstprovokerende for os, der er vant til så høj sikkerhed for vores børn (og os selv).

Det er også helt utroligt, hvor meget der kan stables på en scooter af varer – man binder eller taper bare tingene fast, og så afsted. Der findes også trailere, så længere ting som bambuspinde kan transporteres. Der er vist ingen regler for, hvor meget og hvordan, der må transporteres.

I dag havde vi bestilt en tur til tunnellerne i Nhuan Duc – ca 11/2 time med speedbåd via Saigonfloden. Det ligger et sted, hvor der før i tiden var jungle, men nu er der lavet stisystem til turisterne.

Vores guide hentede os om morgenen – en lille sød pige, der talte godt engelsk. En bus kørte os ned til floden, hvor vores båd ventede. En pænt stor speedbåd med en 200 hestes påhængsmotor. Vi var vores lille 4-mands gruppe, så vi kunne rigtig slænge os på god plads. Det var dejligt at komme på vandet, hvor det luftede kølende i de vel 35 graders varme, der var om formiddagen. Da vi skulle hjem nogle timer senere, sagde guiden, at der var målt 43 grader. Men der var jeg også i total nedsmeltning 🥵

Til trods for, at området i Nhuan Duc er bygget meget op omkring turisme, fik vi et godt indblik i, hvordan Viet Con havde formået at indrette sig, så de var usynlige på overfladen, hurtigt kunne komme med et bagholdsangreb og derefter så at sige forsvinde ned i hullerne igen. Indgangshullerne (eller nærmere nedgangshuller) var meget små kanaler lodret ned til en tværgående tunnel. Hullet var på størrelse med en A3 – 26x42cm. Ikke mange andre soldater end de vietnamesiske kunne uden videre smutte ned i dem. Og bare tanken om at komme derned uden at vide, hvad der ventede, må have været afskrækkende nok i sig selv.

Flere af de turister vi så, hoppede ned i hullerne og fik lagt låget på – og alle dem vi så, kom op igen. Guiden sagde, at hver dag i højsæsonen var der turister, som sad fast og skulle have hjælp til at komme op. Ofte endda ved at blive gravet fri. Vi afstod fra tilbuddet om at prøve.

Vi kunne dog komme ned i tunnel-systemet via nogle mere adgangsvenlige nedgange. Jarl og jeg blev oppe – guiden mente ikke, at Jarls størrelse var god dernede og jeg, fordi klaustrofobien allerede meldte sin ankomst på 2. trin. Så den oplevelse fik vi to ikke.

Efter tunnel-vandringen blev vi vist forskellige fald-fælder – her måtte nogen af os gå hurtigt videre. Bare tanken om de stakkels unge mænd, der var blevet sønderrevet i det dvævleskab – pyha! Det gjorde så også, at Allan og jeg mistede lysten til at se krigsmuseet. Det kunne vi nu nok have gjort – iflg vores rejsefæller var det meget oplysende, og  der var advarsler til de rum, der er grumme.

Allan og jeg fik i stedet tid til at gå rundt i byen og lede efter turistgaver – siger ikke hvad 😇 Vejret var nu igen til nedsmeltning af mig – altså siesta i kølende lokaliteter ❄️❄️❄️ Lidt senere møde med de andre ‘på taget’ – det er der poolen befinder sig… og de kolde drinks 🥃🍺

Aftensmaden var denne gang i en fransk restaurant – lækkert mad med rødvin til, men også langt den dyreste menu, vi har indtaget på hele rejsen: 2..100.000 – omregnet er det 530kr for fire personer. Her flottede vi og rigtigt 🙂

Ved siden af den franske lå en vietnamesisk restaurant, der to år i træk er på Michelin-listen – dog ikke tildelt stjerner, men der var en livlig trafik af kunder derind. Efterfølgende fandt vi ud af, at den er nævnt i bogen Turen går til Vietnam. Så måske mere derfor…

Godnat