Tilbage i Hanoi igen efter turen til Halong tjekkede vi ind på Hotel Mango tæt ved togstationen og tog hul på den sidste dag i Hanoi. Har vi fået set det hele? Nej – langt fra, for det kræver mere tid end vi har. Er dog enige om, at vi har fået fat på stemningen, livet og pulsen i byen. Vi vil hellere prioritere det, end de ‘must-see’, turistbrochurerne fremhæver.
Så vi indhalerede den sidste trafikos, fik svaret alle dem, der spørger, hvor vi kommer fra og fik trasket sålerne varme på de rodede fortove. Jeg ville gerne sige: vi kommer tilbage! Men det er nok ikke realistisk med vores alder og alle de andre steder i verden, vi gerne vil opleve. Så lidt vemodigt at sætte sig ind i det (meget) tidlige morgentog mod Vinh. Hanoi har været en god oplevelse 😊Togturen til Vinh varer ca 6 timer – men hvad gør det, når man har softseats, der kunne lægges ned. Det sværeste var selv at få lov at bestemme sædets stilling – den havde lidt sit eget liv 😜
Det var spændende at se, hvordan landskabet ændrede sig – rismarker så langt øjet rakte afbrudt af små byer. Det virkede som om, at velstanden steg, jo længere vi bevægede os sydpå. Pæne og velholdte huse – dog stadig blandet med de mere ydmyge boliger.
Toget havde spisevogn, men det opdagede vi så sent, at vi næsten var fremme. Heldigvis kom der små vogne rundt, hvor vi kunne købe lange, tynde brød med beef jerkey indeni og vand/sodavand. Der blev også serveret ris med kylling, som efter rejsefællerne mening smagte rigtig godt.
Vi ankom til Vinh midt på eftermiddagen, og det føltes som en hel anden verden. Godt nok var der blevet kigget lidt på/efter os i Hanoi, men her blev det lidt zoo-agtigt 😂
Det gik hurtigt op for os, at Vinh ikke er den store turistby for europæere, hvor imod var der store grupper af råbende og i det hele taget højrøstede kinesere, som også havde problemer med almindelig god opførsel. Vi havde oplevet noget lignede på Halong, så vi var lidt forberedte. Vi måtte forlade en restaurant, da det var helt umuligt at høre noget for et 10-mands bord med kinesiske mænd. Der var så heller ikke andre mennesker det sted. Forståeligt, men synd for restauratøren.Aftensmaden spiste vi på en gaderestaurant, hvor menukortet var på vietnamesisk uden oversættelse. Vi blev hjulpet af en sød gæst, der kunne en lille smule engelsk. Så vi fik lækkert stegt tofu med mintblade og spring rolls – samt øl i kandevis. Et meget velsmagende måltid for den fyrstelige sum af 15kr/person alt incl.
Tilbage til hotellet gennem bydel, der virkede autentisk med familiehuse, hunde og i det hele taget dagliglivet.
Næste dag var det varmt – som i meget varmt og lummert. Vi trodsede heroisk vejret og begav os på vandretur til en anden del af byen for at se en park og en statue af Ho Chi Minh. Vi fandt den uden besvær bare for at opdage, at det var sådan en park, der ikke var adgang til!! Jamen det giver da også bare så god mening at lukke for grønne områder i en stegende hed by – suk!
Vi fandt ind i et center med lidt aircon og kolde hanoi-øl, hvorefter vi begav os på vandring igen – nok de eneste på gåben i hele byen, men vi havde også ramt tidspunktet, hvor vi ikke lavede skygger af os selv. Det var virkelig hårdt – og nok også lidt dumt, at insistere på skridt på tælleren i så meget varme. Det er noteret til senere.
Et køligt bad og noget køligt at drikke samt lidt afslapning, rettede op på balancen i kroppen.
Vi brugte et par timer i hotellets kaffebar med hygge og kortspil, før vi skulle tænke på aftensmad. Det gik efterhånden op for os, hvorfor det havde været så ulideligt lummert – sluserne åbnede sig i den grad, og det tordnede/lynede voldsomt. Efter lidt betænkningstid hyrede vi en taxa, som kørte os til en restaurant gennem gader, der mest lignede floder. Har aldrig kørt i så meget vand før.
Vi sluttede dagen af med pizza/pasta – den første af den slags på rejsen. Det var et fint sted, hvor mange fejrede deres fødselsdag med blomsterbuketter, kage og utallige selfies. Jeg troede, vi derhjemme er slemme til det med mobilos, men her var den hel gal! Fire unge mennesker – to par – sad sammen ved et bord, og det eneste de foretog sig ud over at spise, var at tage billeder af hinanden og sig selv. Det var voldsomt!
Hjem gennem regnvåde gader.