Nu har vi rejst i 2/3 af den tid, vi har afsat – det virker som meget længere tid med alle de indtryk og oplevelser, vi allerede har fået med i rygsækken.
Sidste aften i fantastiske Hoi An tog vi ind til den gamle by – det skal jo opleves med lys og lanterner på vandet, har vi læst. Og jeg skulle til sidste prøve af tøj hos skrædderen. Der var mange – som i rigtig mange – der havde fået helt den samme ide 🙈 Vi skulle nærmest skubbe os igennem mængderne for at komme ned til floden, hvor vi havde aftalt at sejle en tur. Det var derimod nemt at finde en, der ville sælge billetter – de var meget ihærdige.Men sejlturen var altså ganske fin med magisk lys i lanterner på vandet. Derefter gik jagten ind på et aftensmåltid, men igen – hold nu op, hvor var der mange mennesker!! Til sidst kiggede vi på hinanden, vente om og fandt en taxa. Så vi endte endnu engang på ‘vores’ restaurant på stranden og spiste deres fantastiske stegte fisk mm.
Den sidste morgen vågnede Allan og jeg tidligt og gik ned for at morgenbade. Vi havde tidligere talt med en canadier, der boede på samme hotel, som havde nævnt noget med aktiviteter på stranden om morgenen, uden at vi helt forstod det. Derfor blev vi noget overrasket over, at der var langt flere på stranden kl 5 om morgenen end om eftermiddagen.
De lokale var der allerede og i fuld gang med morgengymnastik, badning og fodbold. Mange løb langs stranden, og nogen sad bare helt stille og mediterede. Alle kendte åbenbart hinanden og hilste godmorgen – også til os, der var de eneste udlændinge at få øje på. En mand var i gang med at sætte et stativ op til et tag af pressening, og lidt senere kom en af coconut-bådene ind med fangst. Alle hjalp til med at få båden slæbt på land.
Efter 1-11/2 time var det hele overstået – alle gik hver til sit for at gå på arbejde. En fin oplevelse, vi aldrig glemmer.
Vi havde pakket rygsækken og havde provianteret til en 18 timers togtur til Saigon. Vi havde bestilt en kabine med fire køjer, så vi kunne få en nats søvn undervejs. Det var lidt vemodigt at sidde og vente på taxa, for vi ved jo godt, at det er meget lidt sandsynligt, at vi kommer til Hoi An igen.
Toget kom rettidigt, og kupeen viste sig at være en standard lidt højere, end vi havde forventet. Ikke meget plads, men rent og pænt. Selv toiletterne var pænere end dem i vognene med soft-seats.
Vi kørte igennem meget skiftende natur, efterhånden som vi kom mere sydpå. Men overalt var der en frodighed, som selvfølgelig kommer med så meget vand. Vand i overflod alle steder – i floder, bassiner og på rismarkerne.
Der var ingen spisevogn med toget denne gang, men der blev solgt aftensmad fra en vogn, der kørte ned gennem toget – ris, kylling og steamet hvidkål drysset med peanuts. Kyllingespyd var også en mulighed. Dertil vand, øl eller sodavand. Ikke gastronomisk mesterværk, men vi blev mætte.
Vi sov forbavsende godt, bortset fra Allan, der flere gange i løbet af natten var på eventyr i toget. Han vækkede mig da også kl 5, hvor vi gik gennem flere sovende vogne til en soft-seat vogn, hvor vi sad og så lyset bryde frem – fantastisk oplevelse! Det er altså et virkeligt smukt land!!
Flere steder kørte vi forbi store vindmøllefarme – nu forstår vi bedre, hvorfor en af de første lokale, vi snakkede med i Hanoi sagde windmills, da vi fortalte ham, hvor vi kommer fra. Der er virkelig mange, men umiddelbart ser de ikke ud til at generere meget energi i den stillestående varme. Derimod giver de kæmpestore solcelleparker god mening, selv om de er en af mine yndlings-aversioner. Så grimme, så grimme i landskabet – både her og hjemme !!
Pludselig var vi ved at være ved vejs ende. Byen dukkede ligeså langsomt op udenfor togvinduerne, og toget ankom rettidigt stort set på minuttet. Egentligt tankevækkende, når man tænker på alt det moderne grej, banedanmark har, og alligevel kører det ikke optimalt. Jaja – ved godt, der er flere afgange osv, men sjovt at sammenligne 😁😜😘