Feriedagene er så småt ved at være opbrugte. Nu er det snart farvel til Saigon, da vi har hyret en guide til at tage os på en to-dages tur i Mekong og opleve livet i og omkring det vidt forgrenede delta.
De første billeder er af den mad, vi har spist de sidste dage her – det er vildt, hvor hurtigt man vænner sig til en anden slags mad end hjemme. Og hvor nemt det efterhånden er at spise stort set alt med pinde. Men sjovt nok begynder vi at tænke på grovbrød og andre typiske danske madvarer, nu der ikke er så lang tid, til vi skal hjem 🙂 Mennesket er godt nok hurtige til at tilpasse sig, hvis det handler om at blive mætte.
Vi nød stemningen på vores aften-gåtur den sidste aften. Den kommende fejring af 50-året for genforeningen af Nord- og Sydvietnam bliver mere og mere synligt i bybilledet. Masser af røde t-shirts med den røde guldstjerne på brystet, og mange steder trænes der i at marchere i flotte uniformer. Der er virkelig lagt op til et brag af en fest, selv om det også er ret tydeligt, at nogen kun nødtvunget trækker i den foreskrevne t-shirt!
Næste morgen blev vi og vores bagage hentet af vores guide Anton og en chauffør, og kursen blev sat mod Mekong. Dog var der planlagt et par stop undervejs.
Anton kom til Danmark som bådflygtning som helt ung, og da han var uledsaget af voksne, blev han installeret på et flygtninge-børnehjem, indtil en midlertidig plejefamilie tog sig af ham. Han fik sin uddannelse indenfor turisme, men det var ikke nemt for ham at få relevant arbejde i Danmark, så han klarede sig med forefaldende arbejde, indtil det blev muligt og sikkert for ham at rejse tilbage til Vietnam. Nu bor han i Mekong med sin kone og to børn, som har danske navne. Hans historie skal ikke fortælles her og fylde siden, men den kan gives videre mundtlig, hvis nogen skulle ønske det. Meget spændende.
Da Anton stadig taler virkelig godt dansk, var det en fornøjelse at få fortalt Vietnams historie af en, der både er en fantastisk formidler, og som ved, hvad han taler om. At vi fik ham som guide, var en kæmpe gevinst.
Første stop var ved et lille tempel – ikke for nogen bestemt religion, men mere en blanding af flere, som jeg forstod det. Der var selvfølgelig en indgang for kvinder og en anden for mændene. Og kun mænd var præster, eller hvad de nu heddet. Bygningen var overdådigt udsmykket men masser af detaljer, så nok at kigge på.
Afsted videre til en virksomhed, som laver ris-popcorn og slik hovedsageligt af kokos tilsat ingefær og andre smagsstoffer. Det hele blev smagt på, og godkendt 🙂 Vi smagte også ris-snaps fra en glaskrukke, hvor en slange var nedsænket i. Her lå den og ‘marinerede’… Anton påstod, at det er østens viagra, og serverede med rund hånd for selskabets herrer. Vi andre smagte også på dråberne – de smagte af ingenting krydret med en eftersmag af råddent… Vi kunne selvfølgelig købe en masse ting – bambuspinde, bambus-køkkenredskaber, tevarmer af en stor udhulet nød og selvfølgelig poser med slik og popcorn. Udenfor på p-pladsen snoede en stor slange sig rundt i et bur. Den ventede nok på at blive til viagra 😊
Sidste stop med bussen var ved flodbredden, hvor en smal motorbåd ventede på os. Vi tog kun det nødvendige til en overnatning med, og lod resten af bagagen blive tilbage i bussen. Ved nærmere eftertanke var det ikke nogen god disposition, når man hører historierne om ulovlige ting, der bliver syet ind i turisters rygsække. Vi fire naive var heldigvis omgivet af ærlige mennesker!
Båden sejlede over Mekong-floden og langt ind i de mindre kanaler, hvor bl.a. de flydende markeder ligger. Desværre var det blevet midt på dagen, så der var ingen aktivitet overhovedet. Anton fortalte, at det flydende marked her efterhånden ikke var særlig givtigt, fordi langt den største del af transporten nu foregår via landevej, så der kommer ikke så mange ‘forbi’ som tidligere. Vi sejlede så langt ind i bifloderne, at vandstanden blev for lav for selv den fladbundede båd. Her ventede to robåde til os. På hver båd stod en kvinde bagpå og roede – lidt ligesom gondolerne i Venedig, bare med to krydsende årer. Utroligt hvor hurtigt de kunne få den båd til at flytte sig. Det var sjovt og meget spændende at se omgivelserne så tæt på. Der var fisk i vandet, som lignede de guldfisk, vi ofte ser i akvarier, men ikke ret mange fugle. Allan har gennem hele turen snakket om, hvor få fugle man hører. Antons forklaring var egentlig ganske enkelt: hvis du er sulten, spiser du alt, der kan spises, så mange steder er fuglelivet meget sparsomt. Stof til eftertanke!!
Efter en fin tur nåede vi frem til vores Homestay – et fint hus med et stort overdækket uderum, hvor vi kunne lave mad, spise og slappe af. Værelserne var fine, og sengene var forsynet med beskyttende myggenet. Dejligt at kunne glæde sig til at gå i seng uden at stinke af myggespray.
Værtinden havde lavet frokost til os – elefantøre-fisk med salat samt store flodkrebs til tre af os og en frisk forårsrulle til mig, som ikke spiser rejer og noget der ligner.
Efter frokosten hev Anton os med ud på en travetur i området. Det var tydeligt, at lige her var der flere penge mellem hænderne end så mange andre steder i landet. Pæne og velpassede huse med flotte klinkebelagte indkørsler. Grønne omgivelser og floden løbende lige i baghaven. Her var også træer placeret på forhøjninger, som vi også havde lagt mærke til andre steder uden at forstå meningen med det. Anton fortalte, at mange plantede træer på den måde, så de nemt kunne grave dem op og sælge ved jule/nytårstid. Lidt som et juletræ i krukke i DK. Det gav pludselig mening. Mange træer og palmer langs floden bugnede af frugt og nødder – et rigt spisekammer.
Inden vi tørnede ind, skulle vi selv lave aftensmaden – dog under kyndig vejledning fra den søde værtinde og hendes søn. Vi lavede de obligatoriske forårsruller efterfulgt af rispandekager fyldt med salat, bønnespirer og kylling. Meget lækkert! Og som sædvanligt frisk frugt til dessert.
Nå, men til lyden af musicerende cikader kravlede vi ind under myggenettet og fik en god nats søvn.
Næste formiddag stod den på cykeltur, men først morgenmad bestående af et luftigt flute-lignende brød og omelet – hertil banan og mango. Og iskaffe til mig – det har jeg fået smag for, da jeg ikke har det helt nemt med deres filterkaffe, som er en virkelig voldsom jordemoderkaffe.
Mens vi spiste, havde manden i huset gjort cykler klar til os. Ingen gear, næsten pumpede dæk og håndbremser, så afsted det gik. Jeg havde det virkelig godt med igen at være på cyklen efter nu næsten 5 uger – jeg elsker den transportform. Der var lagt op til en tur på ca 10 km, men som man af og til oplever, kom der ‘noget’ i vejen. Kort fortalt kørte en af rejsefællerne ved siden af sporet ned af en skrænt, da cyklens håndbremser ikke stod mål med kroppens fremdrift. Det kostede blod, sved og en brækket knogle i underarmen.
Det giver sved på panden og hjertebanken når den slags sker langt fra alfavej. Der er ikke et hospital lige i nærheden, og transportmidlet er scooter, som den skadede da også blev fragtet tilbage til Homestay på. Her blev forsikringsselskabet kontaktet, og vi fik anvist et internationalt hospital i Saigon.
Den tilskadekomne kunne af gode grunde ikke sejle med i de små robåde tilbage til den større båd, så han måtte igen stables på en scooter og køres derhen – har helt sikkert ikke været en sjov tur. Vi andre entrede robådene og nød tilbageturen. Men da det var ekstremt lavvandet i den del af floden, havde de mange vandhyacinter klumpet sig sammen, så de spærrede vandvejen fuldstændigt. Men da det var den eneste vej, nu vi var i bådene, måtte vi ved fælles hjælp kæmpe os igennem. Roeren kæmpede i hvert fald en brav kamp, og til sidst hoppede hun resolut i floden for at flytte rundt på planterne og skabe en fri bane til båden. Vi andre hjalp efter bedste evne med at drive båden frem imens, men vi var nok ikke så meget bevendt i 38 graders fugtig varme. Roeren derimod var så sej, og hun småsnakkede hele tiden med Anton, smilede og grinede trods strabadserne. Vi var ca en time forsinkede, da vi ankom til den større båd, hvor vi var ventet med lidt utålmodighed af ‘den brækkede arm’.
Vi blev så, efter sejlturen tilbage til minibussen, kørt direkte til hospitalet i stedet for lufthavnshotellet, som oprindeligt var planen.
Hospitalet var virkelig effektiv – direkte ind på skadestuen, hvor de tog sig godt af patienten. Røntgen, rensning af sår og tjek af, om der var brækkede ribben eller indre blødninger tog ca 11/2 time fra ankomst. Heldigvis vurderede lægerne, at det var forsvarligt at flyve hjem med armen i en skinne – virkelig en lettelse, at vi alle fire kunne komme hjem sammen.
Lufthavnshotellet, der bare var et hotel tæt på lufthavnen, som vi havde valgt for at undgå trafik-kaos i byen – og de mange afspærrede veje på grund af genforeningsfesten – viste sig at være ganske fint og rent. Selv om det var muligt at leje et værelse i 2 timer for kun 130.000 VND, bookede vi hele natten 😊😄🤣
Aftensmad på en koreansk restaurant og så i køjen.
Turen hjem skulle efter planen vare ca 13 timer fra Saigon/Ho Chi Minh til Paris, men da vi ikke fik flyvetilladelse over Pakistan, måtte vi udenom. Derfor blev flyvetiden væsentligt forlænget, så vi måtte lande i Dubai for at tanke. Så da vi endelig nåede Paris, havde vi siddet i flyet i omkring 17 timer, og vores fly til København var selvfølgelig fløjet for længst. Så der var ikke andet at gøre, end at tage en overnatning i Paris. Normalt ville man synes ret godt om den tanke, men vi var ikke helt begejstrede. Heldigvis tog Air France sig godt af os. Vi fik lidt proviant og vand med os til det hotel, vi fik anvist.
Næste morgen op kl 5 for at nå i lufthavnen til tiden, og heldigvis gik resten af turen som planlagt. Det var rart at sætte foden på kendt land og ikke mindst at komme hjem – hverdagen er heldigvis bedst.
Tak til rejsefæller for godt selskab på en fantastisk tur – og tak til jer, der læste med.