Sapa – Lao Cai

Efter overnatning på hotel blev vi hentet af Peng – den sødeste guide, som skulle følges med os på trekking til landsbyerne Y Linh Ho, Lao Chai og Ta Van. I starten gik det meget godt… men efterhånden bevægede vi os ind i et område, hvor vi blev lidt udfordrede.

Der var meget smalle stier med meget langt ned til den ene side, og stien var meget smattede. Er stadig overrasket over mig selv – at jeg gjorde det. Heldigvis blev vi fulgt  af flere locals mungh-kvinder, som bogstaveligt talt gav en hånd. Det var ret pinligt at opleve, hvor nemt de klarede det hele 😳

Vi var en gruppe med unge mennesker – og så os, og på et tidspunkt splittede gruppen op, så de unge ikke skulle sinkes for meget. Vores gruppe fik anvist en lettere rute til det Homestay, vi skulle overnatte på. Gruppen samledes igen for at besøge et privat hus, og vi var endda så heldige at blive inviteret hjem til guidens hus.


Peng bor med mand og barn hos sin svigerfamilie, da hendes mand er ældste – og eneste – søn i familien, og det er så deres pligt at bo hos hans forældre, til de dør. Umiddelbart ikke en drøm for en ung pige på 21, der gerne ville have læst videre på universitetet. Hun har lært engelsk ved at følge efter/med turisterne – da hun blev mor med baby på ryggen. Derfor er hun nu i stand til at få jobs som guide – meget mod sin svigerfars ønske. Sød og stærk pige, som vi faldt totalt for.

Det første Homestay havde ikke fået os booket ind, så efter en kop te måtte vi på stængerne igen. Vi blev indlogeret på intet mindre end Paradis Garden Homestay. Fint sted med fantastisk udsigt, god og venlig betjening – de mere kuldskære fik endda et elektrisk varmetæppe.

Før middagen blev vi undervist i at lave forårsruller – vi var meget lærenemme 😊 De smagte også rigtig godt!

Efter mad og øl var vi klar til at gå i køjen – ny travetur venter i morgen.