Singapore-hop

I dag skulle Singapore opleves. Bare det at finde ud af transportsystemet! De fleste her er meget hjælpsomme, men engelsk ligger det for mange lidt tungt med. Vi spurgte en forbipassernede om vej til en bus mod city, og vi fandt den da også. At vi så senere på dagen fandt ud af, at metrostationen ligger stort set lige i baghaven er jo noget andet – vi spurgte jo efter bussen😊😁😳


Vi skulle dog først af alt finde noget morgenkaffe – igen var det hjælpsomme lokale, der guidede os hen det rette sted. Kogekaffe med kondenseret mælk og ekstra kogt vand – smagte meget bedre, end det lyder. Ham der viste os vej spurgte, hvor vi kommer fra – da vi sagde Danmark sagde han straks windmills. Ikke det værste at være kendt for.

Vi skulle finde en hop-on-hop-off- bus, og måtte igen spørge om vej. Det var så metroen, vi skulle med – meget nem ind- og udtjekning med visa-kort! Vi fandt da også bussen helt efter forskrifterne, bare for at finde ud af, at bussen kørte lige forbi vores morgenkaffe-sted, som for øvrigt viste sig at være en del af  Chinatown. Nå, vi fik da lært om metrosystemet 😊

Singapore er kontrasternes by. Her er skyskrabere i glas og stål lige ved siden af noget, der er på grænsen til slum uden at være det. Tydeligt, at der er mange penge i Singapore, men også mange, der lever mere beskedent.

Her er utroligt rent i byen – det kunne andre byer lære noget af. Det er f.eks. forbudt at importere tyggegummi til landet, og der straffes hårdt for at spytte eller smide affald på gaden. Og slagsmål kan give op til 2 års fængsel.

Rundtur i Hop-on-hop-off er en rigtig god løsning, hvis man hurtigt vil overskue en by. Vi fik en god fornemmelse for byen, og fik styr på, hvad vi gerne vil se nærmere på.

Frokosten var indisk og blev spist i ja, Little india. En bakke med madpapir og så ellers mad i dynger. De fleste spiste med fingrene, men vi fik dog en ske/gaffel. Knive har vi ikke set meget til.

 

Resten af dagen gik med at trave rundt i forskellige bydele og indtage stemningen.

Aftensmad på seafood restaurant, hvor vi fik alt andet end seafood 😜 Pudsigt nok har det meste mad her den samme lidt kedelige farve, men man skal ikke tage fejl – smagene er vilde og slet ikke ens.

Efter aftenskaffe/drink – godnat og sov godt!

PS. Nu har vi fået indstillet aircon, så der hverken er for koldt eller varmt.