Togturen fra Hanoi til Chao Lai gik lige efter planen. Vi delte sovekupe med et ungt par, som var på en tre måneders rundrejse i Asien. Hyggelige mennesker. Da vi alle erklærede os som snorkere, var der heller ikke noget der, som ikke passede sammen. Så om morgenen sagde vi farvel og takkede for en dejlig nat 😁
En af grundene til, at vi rejser til Vietnam, selv om vi var der for mindre end et år siden, er at vi gerne vil besøge Phen og hendes familie.
Phen var vores trekking-guide sidste år, og vi faldt pladask for hendes charme. Siden da har vi (især Allan) holdt kontakten ved lige – bl.a. fordi Pheng gerne vil lære mere engelsk. Familien er H’Mong – en minoritets-gruppe i det nordligste Vietnam tæt på den kinesiske grænse. Deres kultur er meget traditionsbundet, og familien kommer altid først. Derfor er vi meget rørte over, at de kalder os familie.
Da Pheng er gift med Po og har en lille søn Micky, er det ikke muligt for hende at læse videre og få en uddannelse. Hun har lært sig selv engelsk ved at følge strømmen af turister, indtil hun blev så god, at hun kunne blive guide.
Po er eneste søn i familien, så derfor skal han blive boende sammen med sine forældre og forsørge dem, når de bliver gamle. Da han giftede sig med Pheng, flyttede hun hjem til ham, og blev en del af hans familie. Så de bor nu tre generationer under samme tag. Dog har hendes svigerfamilie en fiskefarm i bjergene, hvor de bor meget af tiden.
Phen og Po havde sørget for transport fra Chao Lai station til vores Homestay udenfor Sapa – lige over for Phens hjem. Så de stod klar for at modtage os, da vi ankom.
Det var en varm og rørende velkomst, vi ikke havde regnet med.
Vi spiste morgenmad på en nærliggende Pho-butik, hvor vi fik en dejlig varm suppe med kylling og nudler. Det er nok den ret, der spises mest i Vietnam.
Så gik turen ad bjergveje til den landsby et stykke udenfor Sapa, hvor de bor. Heldigvis var vejene fine, så alle klarede turen uden problemer, bortset fra Micky, der blev køresyg og brækkede sig ud over både Pheng og Allan.
Hjemme ventede svigerfamilien og andre familiemedlemmer med lidt mad. Vi fik bufalo-hjerte, kød fra en velnæret gris, som de havde slagtet til Tet (deres nytår) og noget suppeagtigt, vi ikke rigtig fandt ud af hvad var. Svigerfar var mere end rundhåndet med risvinen, og senere kom der blommevin. Jeg tror ikke, vi kommer til at savne smagen.
Vi var så heldige at ankomme samme dag, som der var stor festival i landsbyen. Det er årets største festival som afholdes efter Tet, og alle der kravle og gå deltager. Pheng havde lånt sin bedstemors folkefragt, som jeg blev iklædt under stor morskab 😁 Allan skulle også have dragt på, men det lykkedes kun at finde en størrelse, der næsten passede.
Festivalen afholdes udendørs, men alle boderne var overdækkede med pressening, så det ikke skulle regne på al den mad. Vi undrede os meget over, at der stort set kun kunne købes kød – kylling, gris, buffalo, hest og al godt af indmad, der simrede i store gryder.
Pheng fortalte, at de fleste familier til hverdag spiser ris og lidt grøntsager samt nogle gange gris eller æg. Derfor sparer de sammen til festdagene, hvor de så går nærmest amok i kød. Vi fik serveret forskelligt, bl.a. gris, vagtler og sort kylling. Deres kyllinger er ret seje i kødet, fordi de ‘execiser’ så meget, som Pheng siger.
Transporten foregik på scooter, og sjovt nok føles det helt naturligt at kravle op bag på sådan en fætter og suse afsted. Vi så hele familier på samme scooter, og Po havde både Pheng og mig bagpå.
Der findes black, white og flower H’Mong. Phengs familie er black – også kaldet det blå folk. Hvis du kigger på billedet af mine hænder i galleriet, ved du hvorfor. Alle havde blå hænder, og mange af os var også blå i ansigtet. Jeg turde dårligt klø mig på næsen ☺️
Ud over maden var der forskellige konkurrencer. Po deltog i andejagt
og jeg vandt tre øl på at vælte dåser ned.
Vores udseende og påklædning vakte en del opsigt, så mange tog billeder i smug, nogle bad os om at posere og vi blev interviewet til et eller andet. Desværre begyndte det at regne, så da vi også var lidt rejsetrætte (og bange for at blive helt blå) kørte vi tilbage til landsbyen, hvor vi var booket ind på et homestay lige overfor Pheng og Po’s hus. De unge kørte tilbage til festival, og vi gik på langs til en eftermiddagslur.
Vores Homestay med egne høns i haven.Om aftenen var der velkomstmiddag hos familien, så mere mad og risvin. Derefter godt mætte og tidligt i seng.
