På vores anden dag i Sapa, skulle vi nå en hel masse. Vi skulle køre op til familiens fiskefarm, vi skulle på marked og købe (flere) knive og Po’s fødselsdag skulle fejres.
Fiskefarmen ligger ca 40 min kørsel fra landsbyen. Vi havde hyret den samme chauffør som tidligere, så efter morgenmaden drog vi afsted. Jeg havde forhørt mig lidt om vejenes tilstand – jeg er nemlig ikke så vild med at køre på ‘gedestier’ i bil, men de mente nok, at de var ret fine det meste af vejen.
Billedet viser vejen, hvor den er bedst, og tågen var en stor fordel, for så kunne vi ikke se, hvor langt der var ned.
Jeg holdt ud, til vi næsten var oppe. Så valgte jeg at gå resten af vejen. Det skal lige tilføjes, at luften er ret tynd, og det går bare opad!! Men jeg fik følgeskab ef en flok geder, så med passende pauser at puste ud i, gik det nogenlunde, til Po kom på scooter og samlede mig op.
Da vi havde kørt 10 min stejlt op og ned på meget smalle gå-stier, nåede vi bogstaveligt talt til vejs ende. Og der lå huset og tre fiskedamme med stør og laks. Da begge er koldtvandsfisk, ledes vandet fra bjergene ned, så der konstant tilføres nyt koldt vand.
Huset er primitivt i forhold til familiens hus i landsbyen, men Phengs svigerforældre bor der det meste af tiden for at passe på fiskene. Det er værdifulde fisk, så de er nervøse for, at nogen vil stjæle dem – eller af misundelse putte noget i vandet, så fiskene dør.
Som altid blev vi budt på mad. De havde lavet grillet stør, som var virkelig lækkert. Desuden stegt kylling og noget andet ukendt. Det helt store øjeblik for dem var, da en lille skål med noget rødt lidt tyktflydende stads gik rundt. Der var kun en ske i, som alle brugte. Vi tøvede lidt, men Allan er jo nysgerrig, så da han tog af det, skulle jeg jo ikke være den eneste, der ikke turde. Det viste sig at være blod med hakket indmad, og de var ret imponerede over, at vi spiste det. Jeg tog ikke 2. gang ☺️ Efter maden blev vi vist rundt og forklaret.
Maden blev indtaget på picknick-maner på det stampede gulv. Vi fik de højeste stole at sidde på.
Før vi skulle hjem, skulle aftensmaden fanges. Det skulle være en af de store fisk, da Po’s fødselsdag skulle fejres.
Det første stykke hjem skulle vi gå, og så kom jeg bag på scooteren resten af vejen hjem.
Vi mødte et par bøfler.
Godt med en stærk mor, når man bliver træt. De smalle stier var dem, hvor Po kørte med mig bag på scooteren.
Tilbage i Hang, som deres landsby hedder, kørte vi straks videre til marked i Sapa, hvor Allan skulle finde flere knive til venner og sig selv. Jeg vil lade billederne tale for sig selv, men prøv at finde hunden.
Da vi kom tilbage, stod huset på den anden ende. Langbordet var dækket, og der var travlhed i køkkenet. Pheng havde købt en masse slik på markedet, og der var blevet leveret to store æsker med lagkage. Nu ringede hun rundt og løb en tur ned ad vejen, og pludselig myldrede det med børn i huset. Det er åbenbart tradition, at alle børn i landsbyen kommer og fejrer fødselsdag med slik og kage. Og her havde jeg troet, at kagerne var til de voksne… men jeg fik da tiltusket mig et stykke.
Efter at fødselsdagskagen var spist, og der var sunget fødselsdagssang, løb alle børnene hjem igen. Vi blev sat til bords – mændene i den ene ende og kvinderne i den anden. Menuen var hotpot med fisk, pølse, tofu og en masse grøntsager. Bl.a. var der raps, som de spiser rigtig meget af. De plukker den lige før den blomstrer, og den smager lidt af broccoli. Dertil store mængder happy water 😊
Midt under middagen kom Po med blomster til sin mor, Pheng og mig. Det er tradition her på kvindernes internationale kampdag. Lidt på samme måde som morsdag i Danmark. Jeg fik også blomst af en grankusines datter, fra Phengs mor og en anden, jeg ikke kender. Desværre måtte jeg efterlade dem i familiens hus – der er grænser for pladsen i rygsækken.
Stopmætte af mad og indtryk takkede vi for en spændende dag.